Den nye iPad får gode anmeldelser

De første tests hos de store amerikanske medier er klar. Især skærmen imponerer anmelderne.

Den nye iPad får en rigtig god modtagelse hos de heldige anmeldere, der har haft lov til at lege med den i en uges tid. Her er et overblik:

Skærm

Skærmen på den nye iPad er naturligt nok det, der trækker den største interesse, og det lader ikke til at den skuffer. Anmelderne er alle som en begejstrede og kalder den nye Retinaskærm og kalder den alt fra “jaw-droppingly good” til “a screen to die for”. Walt Mossberg fra AllThingsD sammenligner det med at få nye briller, hvor de gamle briller som man før synes var udemærkede nu gengiver alt fladt og uskarpt, og Joshua Topolsky fra Washington Post er også helt oppe at ringe og kalder skærmen “af en anden verden”.

David Pogue fra New York Times gør dog opmærksom på at skærmen også kræver en opdatering af de apps man bruger, for at brilliere. Apples egne apps er naturligvis allerede optimerede til den nye skærm, og går man derfra til apps fra tredieparter som Amazons Kindle app, virker teksten og billederne gnidrede og uskarpe. Udviklerne skal derfor igang med at optimere deres apps til den nye iPad, hvis skærmen for alvor skal komme til sin ret, og det kommer til at medføre en lidt uheldig bivirkning, nemlig at apps’ene kommer til at fylde mere, eftersom højere opløsning kræver op til tre gange mere plads. Pogue påpeger at det også kommer til at få betydning på andre iOS-enheder, fordi iOS-apps jo kun kommer i én version, og brugerne vil derfor komme til at opleve at den begrænsede hukommelsesplads blvier endnu mere belastet end den er i forvejen.

Kamera

Kameraet i den nye iPad har også fået en ordentlig opgradering i forhold til iPad 2, og det går heller ikke anmeldernes næser forbi. Mossberg finder at billeder taget med den nye iPad er i fin kvalitet både ude og inde, og Edward C. Baig fra USA Today finder også både billeder og video tilfredsstillende. Joshua Topolsky er også imponeret af kameraet, men rammer nok hovedet på sømmet når han skriver at man dog næppe vil bruge kameraet i praksis, på grund af iPad’ens størrelse!

Batteri

Alle anmeldere melder om batteritider, der nogenlunder lever op til de lovede fra Apple. Mossberg har lavet en decideret batteritest, hvor den nye iPad holdt i 9 timer og 58 minutter, hvor iPad 2 holdt i 10 timer og 9 minutter, og et “tab” på blot 11 minutter må siges at være indenfor rimelighedernes grænser.

Look and feel

Da iPad 2 kom på markedet var dens kernefeatures blandt andet at den var ultratynd og ultralet, og mange anmeldere roste dengang iPad 2 for at have fuldstændig perfekt dimensioner til den håndholdte oplevelse. Den nye iPad er både lidt tykkere og lidt tungere – det er prisen for Retinaskærmen og LTE-understøttelsen, som begge kræver at et noget større batteri.

Der er dog ingen af anmelderne som ser dette som et dårligt bytte, selv om iPad 2-vante brugere vil mærke forskellen.

“Apple genvinder kronen”

Alt i alt er anmelderne enige om at Apple med den nye iPad igen sætter sig solidt i førersædet på tabletfronten. Der er simpelthen ingen konkurrenter, der når op på siden af den nye iPad, og med mindre man decideret vil  have en 7-tommers tablet, så er iPad ikke til at komme uden om.

AllTingsD

NYTimes

USAToday

WashingtonPost


© 2012, https:. All rights reserved.