Humac opruster i Danmark

To nye butikker og et gennemgribende redesign af de eksisterende er på vej i 2012.

To af de københavnske butikker er allerede færdige med den omfattende renovering og i løbet af året kommer turen så til resten af Humacs ialt ni danske butikker.

I samarbejde med Apple har vi foretaget en dybdegående undersøgelse i vores butikker, som viste os at der var brug for ændringer, for at give kunderne den fuldendte købsoplevelse. Derfor har vi iværksat ombygninger af samtlige butikker i Danmark. Vores flagskibs-butik på Vesterbrogade og vores shop-in-shop i Magasin på Kgs Nytorv er allerede re-designede, så de lever op til Apples nye topstandarder. Opgraderinger og genåbninger af alle butikker forventes afsluttet i 2012’, siger landechef for Humac Danmark, Morten Bo Andersen.

Resultatet af ombygningen kan ses på billedet ovenfor: Der satses i bedste Apple-stil på lyse omgivelser, enkelt og stilrent design og let tilgængelighed til både produkter og informationer. Så selv om vi ikke har fysiske Apple Stores herhjemme, kan man med de nye ombygninger få lidt af oplevelsen.

Tilbud i Aarhus

Humacs butik i Aarhus på Fredens Torv 2 er den næste i rækken, der får den store overhaling, og derfor vil der i perioden 10.-18- april være ombygningstilbud på 25% på alle varer på førstesalen, dog undtaget produkter fra Apple og Adobe.

Vækst i krisen

Hele den store satsning kan kun lade sig gøre, fordi Humac trods krisen har oplevet en solid vækst. De ni butikker har øget omsætningen med næsten 40%, hvilket har givet Humac et pænt overskud på ca. 8 millioner kroner, som nu altså også kommer kunderne til gode. Humac fortæller at hele 48.000 kunder hver måned besøger en Humac-butik i Danmark.

Det glæder naturligvis landechef Morten Bo Andersen:

Resultatet af vores undersøgelse bekræfter os i, at der er kunder nok – vi skal nu bidrage med mere brugervenlige butikker og en optimeret kundeservice. Derfor har vi også netop introduceret  et loyalitetsprogram for eksisterende og nye kunder. Det sker for at give kunderne en endnu bedre oplevelse og bedre mulighed for direkte kontakt til Humac. Her kan medlemmerne finde ekstra gode fordele som fx: tilbud på udstyr, konkurrencer og nyheder.

Nye butikker

Udover den store renoveringsplan har Humac også planer om at udvide engagementet i Danmark, og forventer at åbne mindst to nye butikker i 2012. Humac vil endnu ikke fortælle, hvilke byer, de har i kikkerten til de nye butikker, men man kunne håbe på at kæden vil kigge lidt ud over de store byer.

 

© 2012, https:. All rights reserved.