Newyorker sagsøger Apple for Siri

Et kollektivt søgsmål er på vej mod Apples personlige digitale assistent.

Sagsøgeren, Frank M. Fazio fra Brooklyn, kræver erstatning og påstår at Apple i deres reklamer for Siri overdriver Siris funktionalitet.

I tv-reklamerne ser man mennesker, der bruger Siri til at lave aftaler, finde restauranter, lære guitarakkorder og binde slips, men virkeligheden er, at Siri ikke forstår hvad man siger, hvis det afviger bare en smule fra standardudtalen, er langsom og også upræcis med sine svar.

Søgsmålet kan blive kollektivt, hvis andre brugere af iPhone 4S tilslutter sig Fazios anklager.

Apple har indtil videre ikke svaret på sagsanlægget, men på Apples hjemmeside fremgår det temmelig klart og tydeligt at Siri er i beta og derfor endnu ikke en endelig version. I den seneste tv-reklame har Apple også været smart nok til at inkludere en lille disclaimer, der forklarer at Siris svartider er blevet skåret ned i reklamen af “markedsføringsmæssige årsager”.

WSJ

© 2012, https:. All rights reserved.