Seneste iPad 3 rygte: Touchskærm med haptisk feedback

Det allerseneste rygte i slutspurten op til iPad-eventet i aften antyder revolutionerende ny touch-teknologi.

Rygtet kommer fra en talsperson fra det finske firma Senseg, der specialiserer sig i en særlig touchskærmsteknpologi, som kaldes haptisk feedback.

Haptisk feedback betyder kort fortalt at man kan føle, hvad der er på skærmen: viser skærmen en ru overflade, vil det føles ru for fingeren, og man kan ligeledes “føle” knapper, tastaturtaster og så videre.

Taler rygtet sandt vil det være en kæmpe revolution for hele tabletmarkedet, som Apple så (igen) vil stå i spidsen for. Udover at åbne for muligheden for røre-føle bøger til de mindste på iPad, som udover at være charmerende jo ikke er noget der ændrer verden, så vil den nye teknologi kunne gøre touchskærme langt mere brugbare til produktivitetsopgaver, hvor et “følt” tastatur giver mulighed for at skrive uden at kigge på tastaturet, og mulighederne for spiludvikling vil selv sagt også være enorme.

Rygtet er dog måske en anelse spekulativt, eftersom det eneste talsmanden er citeret for at sige er, at Senseg ikke vil komme med udtalelser før Apples event i aften (!), og eftersom der på intet tidligere tidspunkt har været snak om haptisk feedback i forbindelse med iPad 3.

Sensegs direktør Dave Rice udtalte også så sent som i december sidste år, at han håbede at Sensegs teknologi ville blive integreret i en tablet i 2012, men at han mente at en to-årig tidshorisont nok var mere sandsynlig.

På den anden side kan Apples invitation, der lyder “we have something you really have to see. And touch”, netop henvise til en ny touchskærmsteknologi, hvor “see” så går på retinaskærmen, og “touch” hentyder til det haptiske feedback? Et andet lille hint, der peger i samme retning er at Sensegs vicedirektør allerede i juni sidste år fortalte, at firmaet samarbejdede med en tablet-producent……. i Cupertino.

Så alt er åbent endnu. Vi kan næsten ikke vente til klokken 19………….

Læs mere om Senseg og haptisk feedback på Sensegs hjemmeside.

via AppleInsider

© 2012, https:. All rights reserved.