Udvikler: Flertal af iOS-enheder opdateret til 5.1 på fem dage

Alt tyder på en rekordhurtig adoption af den nyeste version af iOS.

Med iOS 5.0 introducerede Apple opdateringer over-the-air, hvor det ikke længere var nødvendigt at tilslutte sin enhed til en PC, og det har tilsyneladende medført at brugerne er langt hurtigere til at opdatere deres enheder.

Udvikleren David Smith har offentliggjort statistikker for sin app Audiobook, som downloades mere end 100.000 gange om ugen, hvilket må siges at udgøre et tilstrækkeligt stort grundlag for en meningsfuld statistik.

Og her viser det sig at ud af de enheder, som har mulighed for OTA-opdateringer (dvs. fraregnet enheder med iOS 4 eller e3) har flertallet af de enheder, der hentede app’en opdateret til den nye version af iOS efter blot 5 dage. Efter 15 dage er tallet helt oppe på 77%.

Ser man på de totale downloads, altså inklusive enheder, der kører iOS 4 eller tidligere, er udbredelsen efter 15 dage oppe på 61%.

Der findes ikke direkte sammenlignelige statistikker, men ud fra målinger på webtrafik tog det iOS 4.0 en hel måned at nå en udbredelse på 50%, så meget tyder altså på at OTA-muligheden har en enorm betydning for, hvor hurtigt brugerne vælger at opgradere.

I forhold til Android giver det Apple en endnu klarere føring: Den nuværende mest udbredte version, Android 2.3.3 – 7, blev frigivet i juli sidste år, og overtog først for nyligt førerpladsen, og i mellemtiden er der kommet endnu en stor opdatering, nemlig Android 4.0 Ice Cream Sandwich. Android 4.0 har nu, et halvt år efter lanceringen, en udbredelse på 1.6%. Android bruger også OTA-opdateringer, men her er opgraderingerne betinget af at både producenter og teleselskaber skal tilpasse den nye version til hver enkelt enhed, hvilket er en tidskrævende proces. En af de største kritikpunkter af Android er netop den utroligt langsomme udbredelse af nye versioner af styresystemet.

David Smith  

Læs også:

iOS 5.1 er frigivet

© 2012, https:. All rights reserved.