Apple Q2: Bag om tallene

Et nærmere kig på kvartalsregnskabet afslører Asien som det store vækstområde, og iPhone som det bedst sælgende produkt.

En stadig større del af Apples omsætning ligger nu i Asien. I forhold til samme kvartal sidste år har Apple øget omsætningen med 114% i Asien, 91% i Japan, mens kernemarkederne i Nord- og Sydamerika samt Europa “kun” vækstede med 41 og 46%.

Årsagen til den store vækst ligger i Apples indtog i Kina, hvor omsætningen  udgjorde 7,9 miliarder ud af de ialt 10,2 milliarder, som Apple omsatte for i regionen. Apple er først nu for alvor ved at komme ind på det kinesiske marked, som er i stærk vækst på grund af en hurtigt voksende middelklasse, og distributionsnettet i Kina er endnu meget mindre end i kernemarkederne, så der er potentiale for en endnu kraftigere vækst her, efterhånden som Apple får sine produkter ud i endnu flere butikker.

Ser man på, hvordan de forskellige produktgrupper klarer sig, er iPhone stadig ledende med en omsætning på 22,7 mia, hvilket er næsten lige så godt som sidste kvartal, som ellers nød godt af både lanceringen af iPhone 4S og julesalg. Apple oplyste iøvrigt også, at de forventer svagt faldende iPhone salg i næste kvartal, hvilket nok én gang for alle må aflive rygterne om en iPhonelancering på WWDC i juni.

Også salget af iPads går strygende, med en vækst på 132% i forhold til sidste år. Ifølge Tim Cook skyldes det i høj grad den billige iPad 2, som er gået som varmt brød til især studerende.

På Mac-fronten er væksten på 7% i forhold til sidste år, hvilket er 2% bedre end branchegennemsnittet, men det er alligevel interessant at se, at væksten kommer fra øget salg i Asien, mens salget i Amerika, Japan og Europa nærmest er stagneret. Hertil skal det dog siges at Apple i samme kvartal sidste år lancerede nye MacBook Pros og stadig nød godt af en relativt nylanceret MacBook Air, mens dette kvartal ikke har budt på nye Macs overhovedet.

Se Apples regnskab her.

© 2012, https:. All rights reserved.