FDB: Over halvdelen af danskerne har en smartphone

En undersøgelse viser at 60% af voksne danskere ejer en smartphone.

Smartphones er nu mere udbredte i Danmark end de gamle feature phones. Tre ud af fem – eller ca. 60% – af alle danskere over 15 år har i dag en smartphone med i lommen. Lidt flere mænd (64%) end kvinder (53%) er hoppet med på bølgen, og naturligvis er smartphones mest udbredt blandt de unge, hvor 75% af danskerne mellem 15 og 34 år har en smartphone, mens kun hver tredie af “det grå guld” over 55 år ejer en smartphone.

Ser man på udbredelsen af de forskellige mærker er fordelingen næsten lige mellem iPhone (26%) og Android (24%), mens kun 10% har en anden smartphone, hvilket dækker over både Windows Phone, Symbian og Meego. Med til historien hører at mens iPhone kun er én model, er Android-mobiler en stor og broget skare af alt fra topmodeller til små billige smartphones, og på den måde er det ret vildt at iPhone har så stor en udbredelse.

Apple dominerer tabletmarkedet

Hver femte dansker har en tablet, og her sidder Apple tungt på markedet. 75% af alle tablet-ejere har købt en iPad, mens “andre tablets” må nøjes med at dele de resterende 25%. Tablets er mest udbredt i familier med høj indkomst, hvor hver tredie  har investeret i en tablet, mens kun 14% af de med mellemindkomster har været ude at rive sig.

Vi elsker apps – især de gratis

Langt hovedparten af smartphonebrugerne downloader apps minimum en gang om måneden, mens kun 11% aldrig henter apps i AppStore eller Google Play. Det er de gratis apps, der er mest populære – 78% downloader apps der koster penge sjældnere end en gang om måneden eller aldrig.

Til gengæld er interessen for QR-koderne ikke overvældende. 45% af smartphonebrugerne fortæller at de aldrig scanner dem, mens kun tre procent gør det minimum en gang om ugen.

Undersøgelsen er foretaget blandt 2.003 respondenter vægtet på køn, alder og geografi.

Se hele FDB’s undersøgelse her

 

© 2012, https:. All rights reserved.