Ny kritik af Apple fra Greenpeace

Greenpeace kritiserer Apples datacenter.

Greenpeace er igen ude med riven efter Apple. I en ny rapport, der omhandler energiforbruget i datacentre får Apple bundkarakter sammen med Amazon og Microsoft. Datacentre får større og større betydning efterhånden som cloudcomputing vinder indpas, og derfor har Greenpeace rettet sit fokus mod de enorme centre, der skyder op i disse år.

Ifølge Greenpeace’s rapport kommer kun 15,3% af den energi Apple bruger på datacentret i North Carolina fra “ren” energi, mens resten kommer fra kul og kerneenergi. Apple får desuden bundkarakter for placering og infrastruktur, der ifølge Greenpeace ikke er optimal set med de energivenlige briller.

Apple er dog ikke enig i rapportens konklusioner og påstår i en officiel udtalelse at Greenpeace’s tal er misvisende. Datacentret i North Carolina bruger ifølge Apple “kun” 20 MW ved fuld kapacitet, hvor Greenpeace regner med 100 MW, og centret vil iøvrigt med tiden modtage 60% af sin energi fra rene energikilder.

Apple har desuden planer om at bygge endnu et datacenter i  Oregon, som netop er valgt fordi det kølige klime mindsker behovet for energi til afkøling af serverparken. Datacentret i Oregon vil køre 100% på ren energi.

 

 

 

© 2012, https:. All rights reserved.