Rygte: Apple arbejder på spille-controller

Med en fysisk controller til gaming kan iOS gøre det af med de store spilgiganter.

De selskaber, der har lidt mest under Apples enorme succes med iPods, iPhones og iPads er slet ikke Apples direkte konkurrenter, men de gode gamle spilgiganter som Nintendo og Sony. Adgangen til et hav af billige spil i høj kvalitet – på den samme enhed som man bruger til telefon, mail, surf og så videre har gjort det umanerligt svært for de traditionelle spil-platforme, der kræver dyrt, dedikeret hardware og har en pris på spillene, der er op til 10 gange højere end de billige spil på iOS.

Især Nintendo har lidt under iOS-succesen, og har tabt markedsandele fra 70% til 11% i perioden fra 2009 til 2011, men heller ikke Sony går ram forbi, og har netop præsenteret et regnskab med et rekordstort underskud på 1,2 milliarder dollars i fjerde kvartal 2011.

Og nu tyder det på at de to selskaber godt kan begynde at ryste endnu mere i bukserne. Ifølge Anandtech arbejder Apple nemlig på udviklingen af en fysisk controller, der kan appellere til hardcore gamere – den sidste bastion for de traditionelle spilplatforme.

Efterhånden som især tablets i ydeevne begynder at kunne hamle op med de traditionelle spilkonsoller er der heller ikke noget hardwaremæssigt i vejen for at tablets med tiden helt kan erstatte konsoller som PS Vita og NDS. Også Google er godt i gang med at gøre Android-platformen i stand til at understøtte gaming. Allerede Android 3.0 til tablets har basal understøttelse af eksterne controllere, både trådløst om med ledning.

Tredieparts controllere til for eksempel iPad findes allerede – og hvis Apple selv designer én kan vi ihvertfald være sikre på at den er en kende elegant end ovenstående eksemplar fra 8-bitty .

Anandtech via AppleInsider

 

 

© 2012, https:. All rights reserved.