Windows 8 er frigivet

Microsofts nye version af Windows kan nu købes til en favorabel pris.

Microsoft har nu endelig frigivet Windows 8, som har været længe undervejs. Med det nye styresystem har Microsoft gentænkt Windows fra bunden, og det er en helt ny oplevelse, der venter brugerne når de opgraderer.

Ny startskærm

Først og fremmest er startskærmen helt anderledes end man er vant til.  Microsoft har integreret brugerfladen fra det mobile styresystem Windows Phone, og startskærmen er derfor bygget op af en række “tiles” eller felter. Hvert felt er en hurtig genvej til en app, og man bestemmer selv, hvilke fliser, man vil have liggende på sin startskærm.

Dynamiske felter med nem deling

Noget af det fedeste ved den nye brugerflade er at felterne er dynamiske. Det vil sige at felterne hele tiden opdateres med de nyeste informationer og opdateringer, så man for eksempel kan tjekke sin mail eller Facebook uden overhovedet at åbne app’en. Ligeledes er det blevet nemt at dele informationer via mail Facebook osv.

Touch, tastatur og mus

Windows 8 er som noget helt nyt optimeret til touch. Det vil sige at man kan trykke direkte på skærmen (hvis altså skærmen er touchsensitiv) for at navigere. Men man kan naturligvis også stadig bruge tastatur og mus. Vil man udnytte touchfunktionerne skal man naturligvis investere i nyt hardware.

Til tablet, PC og hybrider

Windows 8 kan køre på både tablets, almindelige PC’er og på hybrider mellem de to størrelser. På Microsofts hjemeside kan du se en oversigt over de forskellige nye modeller.

Windows Pro og Windows RT

Windows 8 kommer i to versioner. Windows 8 Pro er den fulde version, som kan køre på både PC og tablets. Windows RT er en mere skrabet udgave til ARM-baserede tablets og pc’er.

Windows RT kommer forudinstalleret på de ARM-baserede enheder, man kan købe. Læs mere om Windows RT her.

Windows 8 Pro kommer naturligvis også forudinstalleret på nye enheder, men vil man opgradere sin nuværende pc til Windows 8 er det denne version, man skal have fat i. Microsoft sælger Windows 8 til kun 229 kroner. Opdateringen kan findes via dette link, hvor man også kan finde links til Microsofts opgraderingsassistent, som tjekker om din computer er kompatibel med Windows 8.

Læs mere om Windows 8 hos Microsoft.


© 2012, https:. All rights reserved.